Vi arbejder med forurenet jord og grundvand og søger en miljøingeniør, cand. scient. eller lignende til Geo’s miljøafdeling i Lyngby.
Du skal:
Indgå som projektleder og/eller projektmedarbejder ved forureningsundersøgelser og afværgeprojekter i et eller flere teams. (se den udvidede stillingsbeskrivelse herunder)
Evt. deltage i afdelingens udviklingsprojekter
Gerne deltage i afdelingens markedsføringsarbejde
Du har:
En uddannelse som ingeniør, geolog eller tilsvarende og mestrer dansk i skrift og tale
Nogen eller meget erfaring fra rådgivende ingeniørvirksomhed eller offentlig myndighed med et eller flere af afdelingens arbejdsområder.
Gode samarbejdsevner både internt og i forhold til kunder
Hvem er vi?
Geo er en værdibaseret virksomhed, hvor hverdagen fungerer mere ved hjælp af fælles mål, værdier og holdninger end ved hjælp af regler.
Miljøafdelingen i Lyngby består af et team af både ingeniører, cand. scienter og teknikere, som samarbejder om løsningen af opgaverne.
Vi arbejder bl.a. med forureningsundersøgelser og afværge af forureninger både for offentlige og private kunder, og vi har et tæt samarbejde med Geo’s øvrige afdelinger.
Kontakt
Lyder dette job som noget for dig, så send en ansøgning med bilag snarest muligt til hr@geo.dk.
Vi behandler ansøgninger løbende og ansættelse kan ske før fristens udløb, som er den 1. juni 2022.
Når du skriver til os, vil vi gerne vide, hvor du har set stillingsopslaget.
Ring evt. til afdelingsleder Johanne Aaberg Andersen, på tlf. +45 3174 0266 og hør mere om jobbet.
Geo er en virksomhed med ca. 200 medarbejdere. Det gør os til et sted der er mindre end de store men store nok til at have et meget stærkt og fokuseret fagligt miljø. I Geo arbejder vi med Jord- og grundvand på tværs af specialerne forurenet jord og grundvand, rent vand, geoteknik på land og offshore.
Vi er både rådgivere og udførende. Vi har vores egen store boreafdeling og offshore setup samt et stort team af teknikere, samtidig med at vi arbejder med rådgivning på et højt niveau. Vores specialer hænger sammen på kryds og tværs og mange opgaver løses på tværs af afdelinger, og det er vigtigt for os at vi kender hinanden fagligt og personligt på mellem af afdelingerne.
Vi har en meget flad struktur i Geo. Ledelsen består af direktøren, med et underliggende lag af afdelingsledere og andre personaleledere der refererer direkte til ham. Det betyder at alle har mulighed for at blive hørt, og en god idé kan blive ført ud i livet uden stor administration.
Overskuddet i Geo går ikke til private ejere, men kan investeres i virksomheden, hvilket giver en følelse af at arbejde for virksomheden og ikke for at et overskud kan trækkes ud. De år hvor det går rigtig godt, går en del af overskuddet til bonus til alle medarbejdere.
Miljøafdelingen i Lyngby består pt. af 20 medarbejdere. Vi har pt. 3 miljøteknikere og 17 akademikere, som er en god blanding af ingeniører, geologer, miljøkemikere og biologer. Hvis du er i branchen, kender du sikkert flere af os. Du kan finde os på https://www.geo.dk/kontakt/ under medarbejdere.
Vi har både meget erfarne medarbejdere, medarbejdere med en del erfaring og forholdsvis nye medarbejdere. Det er afgørende for os, at vi har en kultur hvor viden deles åbent, for det højner niveauet hos os alle, så selv om vi har travlt, er der altid en kompetent kollega at sparre med.
Et højt fagligt niveau og en høj grad af ordentlighed er altafgørende for os. Vi skal altid kunne stå inde for vores arbejde både i forhold til kunderne og myndighederne. Vi tager vores kvalitetssikring alvorligt, og det giver tryghed hos den enkelte, at der altid har været flere øjne på alt der afleveres til kunden.
I Miljøafdelingen har vi opgaver for både offentlige og private kunder. En stor del af vores opgaver for de offentlige kunder udføres under rammeaftaler. Vi har vundet store rammeaftaler hos begge de sjællandske regioner indenfor både indledende og videregående undersøgelser. Lige nu ligger det store fokus på undersøgelser for PFAS, gas og chlorerede opløsningsmidler.
Projektering og etablering af afværge anlæg udfører vi både for offentlige og private kunder. Vi har mangeårige kompetencer bl.a. indenfor in-situ metoder (fx termisk, biologisk, kemisk, SVE, pump&treat) og jordfjernelse både simple afgravninger, opboringer og mere kompleks jordfjernelse, hvor vi kan trække på vores geotekniske afdeling til dimensionering.
Blandt vores private kunder findes bl.a. developere og arkitekter. Dem hjælper vi ofte igennem en hel proces både i købssituationen, hvor mulig jordforurening, forurening af byggematerialer, muligheder for lokal nedsivning af regnvand (LAR) etc. vurderes. Senere i processen hjælper vi med indhentning af tilladelser (§8, §19) samt undersøgelser, afværgemuligheder, miljøtilsyn og dokumentation.
Vi deltager løbende i forskellige udviklingsprojekter. Aktuelt er vi fx en del af et projekt støttet af Innovationsfonden ”Green Cat”, som sammen med bl.a. Region Hovedstaden, KU, GEUS og andre danske og internationale partnere udvikler et nyt og grønnere stof til nedbrydning af chlorerede opløsningsmidler. Herudover deltager vi, sammen med mange internationale partnere, i Horizon projektet ”Scenarios”, som undersøger et bredt felt af aspekter i forhold til PFAS forurening.
I miljøafdelingen udfører vi desuden opgaver indenfor råstofområdet, både undersøgelses og vurderingsopgaver for regioner samt undersøgelser og rådgivning for private råstofindvindere.
Afdelingen for Geodata i Geo er et stort aktiv for Miljøafdelingen. Den fortsatte udvikling af GeoAtlas Live er et fantastisk redskab for udvikling af konceptuel forståelse for geologi og forureningsudbredelse. Værktøjet er i løbende udvikling bl.a. i forhold til visning af forureningsdata, og miljøafdelingen har mulighed for stor indflydelse på projektet.
Rent fysisk sidder vi samlet på en gang i kontorer med 1-5 pladser i en ældre bygning. Det er mange glade for, da mindre kontorer giver mere ro og ældre bygninger ikke er så indelukkede. Som mange andre har vi lært, at hjemmearbejde i den rette mængde kan være hensigtsmæssigt, og vi har også lært hvor vigtig den daglige sparring og kontakt på kontoret er for fællesskabet, så vi tilstræber den rette fordeling.
Vi har i miljøafdelingen en matrix struktur med tre teams:
Team for bygge- anlæg, udvikling og afværge (Teamchef John Ulrich Bastrup)
Team for videregående offentlige undersøgelser og råstof (Teamchef Jes Kjærulf Holm)
Team for indledende undersøgelser (Teamchef Pernille Milton Smith)
Det er muligt at have opgaver i flere teams, hvilket vi så vidt muligt ønsker for at øge fleksibiliteten for afdelingen og for den enkelte.
Vi har travlt i alle teams, og alt efter hvor dine styrker og interesser ligger er der flere muligheder for arbejdsområder.
Vi ønsker os en ny medarbejder, der er fagligt stærk indenfor et eller flere af vores arbejdsområder. En medarbejder med gode evner til at kommunikere og forstå kundens behov. En medarbejder der er en teamspiller, som vil arbejde for afdelingens bedste.
Vi har primært danske kunder, som kommunikerer på dansk. Da afrapportering og kontakt stort set altid foregår på dansk, er det vigtigt at du mestrer dansk på arbejdsniveau både skriftligt og mundtligt.
Du skal have lyst til at indgå i en afdeling hvor åbenhed om fagligheden er et must, og hvor vi skal kunne stole på hinanden både fagligt og personligt.
Hvis du bliver en del af Geo’s miljøafdeling håber og tror jeg på at du vil blive glad for at gå på arbejde. Jeg kan garantere gode kompetente kolleger og masser af opgaver at tage fat på, og hvis du vil er der masser af muligheder for faglig og personlig udvikling.
Jeg læser alle ansøgninger, og samtaler vil blive holdt med mig samt en eller flere teamchefer afhængigt af din profil.
Bedste hilsner
Johanne Aaberg Andersen
Afdelingsleder, Miljøafdelingen
Søg job i Geo
Herunder finder du stillingsopslag for profiler, som vi for tiden søger.
Geo søger altid:
- Erfarne boreteknikere
- Offshore survey-teknikere
Send din ansøgning til hr@geo.dk.
Uopfordrede ansøgninger
Har du mod på en karriere i Geo? Send gerne en uopfordret ansøgning til hr@geo.dk.
Ansøgningen skal afspejle dig og dine kvalifikationer og fortælle, hvorfor du ønsker at arbejde hos Geo.
Alle typer borearbejde som tør-, skylle-, DTH- og kerneboring • Vedligeholdelse og udvikling af Geo's materiel og metoder • Brug af IT til kommunikation og rapportering • Erfaring fra bore-/entreprenørarbejde og helst brøndborerbevis • Faglig uddannelse som mekaniker, smed eller maskinarbejder • Du har kørekort kategori B og C og helst også kategori E • Et alsidigt job med store udfordringer og frihedsgrader • En uhøjtidelig hverdag i et stærkt fagligt miljø • Moderne faciliteter og en god løn
Arbejde med avanceret måleudstyr og undervands- robotter • Offshore survey fra skibe og platforme i op til tre uger ad gangen • Kontor- og værkstedsarbejde på Geo's base i Lyngby • Du er udviklingsorienteret og har flair for elektronik • Du tager ansvar for praktiske og tværfaglige opgaver • Du trives med ca. tre måneders rejsedage fordelt over året • Et spændende og afvekslende job med store frihedsgrader • Et stærkt team af erfarne kolleger • Arbejdsopgaver i Danmark og i udlandet
Geo København | Geo Aarhus | |||
---|---|---|---|---|
Maglebjergvej 1 2800 Kgs. Lyngby +45 4588 4444 |
Sødalsparken 12 8220 Brabrand +45 8627 3111 |
|